Lær at mestre kunsten at gå til jobsamtale

Jobsamtalen er et af de sidste skridt på rejsen mod dit nye job. Den tager typisk 30-60 minutter. Nogle virksomheder har en formaliseret proces med op til 3 samtaler, før du får tilbudt jobbet. Andre kan nøjes med én. Uanset hvor mange samtaler, du inviteres til, bør du forberede dig grundigt.

I forbindelse med jobsamtalen kan du blive præsenteret for personlighedstests eller små prøver – for at se din performance og få lidt indsigt i, hvordan du arbejder.

Hvis du vil vide, hvordan det forløber i den virksomhed, du er inviteret til samtale i, kan du ringe til dem og høre.

En typisk ansættelsesproces i store og mellemstore virksomheder ser ofte sådan ud

  1. Samtale med HR + test.
  2. Samtale og tilbagemelding på test og dybere snak med ansættende leder og evt. kommende kolleger.
  3. Samtale med ansættende leder – jobtilbud og underskrivelse af kontrakt.

Der er mange virksomheder, der spørger ind til lønforventninger ved samtalen. Er du i tvivl om lønniveauet i din branche, kan du tale med din fagforening eller A-kasse. Derudover kan du prøve vores lønberegner for at få en indikation om lønniveauet.

Træn jobsamtalen inden dit næste interview!

En vellykket jobsamtale kan være det sidste skridt, inden du får tilbudt drømmejobbet. Derfor kan det være en god idé at træne på forhånd, så du virkelig kan være til stede i nuet, fuld af overskud og brænde igennem til din jobsamtale.