Alt du behøver at vide om ansøgningen

Langt de fleste arbejdsgivere læser CV’et før ansøgningen. Så når du slipper igennem nåleøjet, skal din ansøgning fremstå målrettet til det job, du søger. Så start på en frisk med hver ansøgning, og skriv den til præcis det job, du vil ansøge.

Den gode ansøgning fylder typisk en A4-side. Præcis hvad du skal skrive i din ansøgning afhænger af det opslåede job, virksomheden, dine erfaringer og din personlighed.

5 gode råd til jobansøgningen

  1. Se jobannoncen igennem og bid mærke i de ord og udtryk, virksomheden benytter. Du kan med fordel spejle deres ordbrug i din ansøgning, for det giver virksomheden følelsen af, at I taler samme sprog.
  2. Gå direkte i gang med at fortælle, hvad du kan bidrage med i stillingen, og hvorfor du er velegnet.
  3. Vid, at arbejdsgiverne betragter dit CV som en integreret del af din ansøgningspakke. Så undgå at gentage i ansøgningen dét, du har skrevet i CV’et.
  4. Med mindre du sender din ansøgning i en kuvert med frimærke, så drop adressefeltet.
  5. De fleste arbejdsgivere gider heller ikke læse linjen om, hvor du har set jobannoncen eller typiske venlighedsfraser – de vil meget hellere direkte videre til dét unikke ved dig og din ansøgning.

Få hjælp til at skrive en ansøgning?

Prøv Ansøgningsmaskinen og få en udskrift af en jobansøgning, som du selv har sat sammen af forskellige tekstdele og se eksempler på ansøgninger.

Opret dit CV hos Jobindex og lad jobbet finde dig

Du kan også oprette et online CV direkte her på Jobindex. Tusindvis af personer bliver hvert år fundet af arbejdsgivere og rekrutteringskonsulenter i vores CV-database og tilbudt job.