Jobindex samler alle jobannoncer i Danmark

I Jobindex samler vi alle jobannoncer i Danmark og driver også landets største annoncearkiv, der bruges af blandt andet vores jobsøgende kandidater og Beskæftigelsesministeriet.

Hos Jobindex er vi dataansvarlig for behandlingen af personoplysninger indeholdt i din virksomheds jobannoncer. Opbevaring af personoplysninger sker i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen og gældende lovgivning, herunder regler for offentligt tilgængelige informationsdatabaser, og det kan du læse mere om på siden her. Se i øvrigt vores kontaktoplysninger nedenfor.

Kontaktoplysninger på dataansvarlig

Jobindex A/S, Carl Jacobsens Vej 29-31, 2500 Valby

CVR-nr. 21367087

Tlf. 38 32 33 55

[email protected]

Kontaktoplysninger på databeskyttelsesrådgiver

Har du, efter at have læst nedenstående, yderligere spørgsmål til Jobindex’ håndtering af personoplysninger i din virksomheds jobannoncer, kan du kontakte vores databeskyttelsesrådgiver Mette Egeberg på [email protected] eller tlf. 72 45 90 56.

Om jobannoncer og annoncearkivet

Jobindex er dataansvarlig for samtlige jobannoncer på vores site og i vores annoncearkiv, der er en samling af alle jobannoncer publiceret i Danmark. Dataansvaret gælder både jobannoncer indrykket af kunder, men også jobannoncer, som er blevet hentet af vores robotscanner fra andre eksterne sites.

Personoplysninger i jobannoncer

De fleste jobannoncer indeholder almindelige personoplysninger i form af kontaktoplysninger, ofte på den HR-ansvarlige eller lederen i den afdeling, der søges en medarbejder til. Personoplysningerne omfatter oftest fulde navn, e-mailadresse og/eller telefonnummer.

Disse kontaktoplysninger er lagret hos os, fordi du og din virksomhed har indrykket en jobannonce hos os, eller at vi har hentet din jobannonce med vores robotscanner, der tilføjer alle de jobannoncer, der ikke indrykkes hos os, til vores annonceoversigt.

Formålet med at gemme personoplysninger i jobannoncer

Jobindex gemmer først og fremmest dine personoplysninger i Jobindex’ aktuelle annonceoversigt og senere en kopi i vores annoncearkiv. Annoncearkivet er tilgængeligt for alle og indeholder i øjeblikket 3 millioner jobannoncer, der bruges af vores jobsøgende kandidater til at genfinde oplysninger i forbindelse med eksempelvis:

  • Research – hvilken type medarbejdere har virksomheden tidligere søgt?
  • Fremsendelse af uopfordrede ansøgninger – hvem kan kandidaten relevant kontakte, hvis vedkommende stadig er ansat?
  • Indkaldelse til jobsamtale – her kan jobannoncen fungere som forberedelse, og oplysninger på kontaktperson kan genfindes, hvis disse er bortkommet

Annoncearkivet benyttes også af Beskæftigelsesministeriet og andre til at analysere trends på arbejdsmarkedet, hvor antallet af jobannoncer over tid er en væsentlig indikator på udviklingen og væksten i arbejdsmarkedet, men også til at prognosticere ledighed samt fremtidige kompetencebehov.

Opbevaring af personoplysninger

Jobindex opbevarer dine personoplysninger så længe, de tjener et historisk formål. I særlige tilfælde kan personoplysninger fjernes.

Dine rettigheder

Du og din virksomhed har efter databeskyttelsesforordningen en række rettigheder i forhold til vores behandling af personoplysninger. Hvis du vil gøre brug af dine rettigheder, skal du kontakte os via ovenstående kontaktoplysninger.

Rettighederne omfatter følgende:

  • Ret til at se oplysninger – du har ret til at få indsigt i de oplysninger, som vi behandler om dig samt en række yderligere oplysninger
  • Ret til berigtigelse – du har ret til at få urigtige oplysninger om dig selv rettet
  • Ret til ’at blive glemt’ – i særlige tilfælde har du ret til at få slettet dine oplysninger, inden tidspunktet for vores almindelige generelle sletning indtræffer
  • Ret til begrænsning af behandling – du har i visse tilfælde ret til at få behandlingen af dine personoplysninger begrænset
  • Ret til indsigelse – du har i visse tilfælde ret til at gøre indsigelse mod vores ellers lovlige behandling af dine oplysninger
  • Ret til at transmittere oplysninger – du har i visse tilfælde ret til at modtage dine oplysninger i et struktureret, almindeligt anvendt og maskinlæsbart format

Anmodning om at få personoplysninger fjernet

Vi gemmer og opbevarer senere en kopi af kontaktoplysningerne i din virksomheds jobannoncer, fordi vi ønsker at tilbyde vores jobsøgende kandidater, men også andre relevante aktører, et opslagsværk over samtlige job, der har været annonceret i Danmark. Denne legitime interesse understreges af, at personoplysningerne i en jobannonce er offentliggjort og foranlediget af den rekrutterende virksomhed selv. Ovenstående punkter udgør vores behandlingshjemmel, og derfor fjerner vi som udgangspunkt ikke jobannoncer fra vores annonceoversigt eller -arkiv.

Ønsker du at få fjernet personoplysningerne i din virksomheds jobannoncer, og også fra vores annoncearkiv, skal du og din virksomhed kontakte os og oplyse, hvorfor personoplysningerne bør slettes. Dette kan eksempelvis være, at personoplysningerne vedrører en tidligere medarbejder, der ikke længere er ansat i virksomheden – eller, at personen udsættes for chikanøse opkald på baggrund af de angivne kontaktoplysninger.

Personoplysninger fjernes efter en konkret vurdering

Det betyder, at vi fjerner personoplysninger efter en konkret vurdering af din og din virksomheds henvendelse. Vi foretager dermed en afvejning af indsigelsen og vores legitime interesse i at opbevare personoplysningerne.

Disse oplysninger kan i øvrigt tidligst fjernes tre måneder efter ansøgningsfristen. Dette for at give vores jobsøgende kandidater mulighed for at genfinde relevante oplysninger i henhold til de tidligere angivne grunde.

Deling af annoncedata

Jobindex samarbejder med Damvad Analytics, HBS Economics, Beskæftigelsesministeriet og Dagbladet Børsen, som vi sender vores jobannoncedata til. Disse data anvender vores partnere til at udarbejde analyser og statistikker, og vi oplyser om, at en kopi af jobannoncerne befinder sig hos disse partnere, der er selvstændigt dataansvarlige.

Klage til Datatilsynet

Du og din virksomhed har ret til at indgive en klage til Datatilsynet, hvis du er utilfreds med den måde, vi behandler dine personoplysninger på. Du finder Datatilsynets kontaktoplysninger på deres hjemmeside.